torsdag den 17. november 2011

Persillepesto

Vi har lige fået en enkel pastaret med hjemmelavet persillepesto, og jeg synes lige jeg vil dele opskriften med jer - altså pestoen, ikke pastaen ;)

Da jeg havde masser af persille, som jeg høstede i oktober, blendede jeg nogle store bundter persille sammen med en god olie. Jeg brugte olivenolie, men koldpresset rapsolie er sikkert også fint. Denne pestobase frøs jeg ned i små plastbøtter. Så kan man tage en lille bøtte op og arbejde videre med når man skal bruge pesto.

Du skal bruge
1 bøtte pestobase (eller et stort bundt frisk persille)
1 pose pinjekerne eller hasselnødder
1 tyk skive Thise Vesterhavsost - eller parmesan eller Prima Donna
1 spsk. saltede tallerkensmækkerfrø - eller kapers
ekstra olie
evt. ekstra salt

Rist pinjekerner eller hasselnødder på panden til de dufter og er gyldne. Hvis du bruger hasselnødder, kan du vælge at nulre skallen af, når de er ristede.

Put alle ingredienser i en minihakker eller blender, og hak/blend til du synes konsistensen er god. Tilsæt mere olie, hvis du synes pestoen bliver for kompakt. Massen kan tage mere olie end man måske lige regner med. Smag til med salt, men vent med saltet indtil nu, for det er ikke sikkert at der er brug for ekstra salt, alt efter hvor salte osten og tallerkensmækkerfrøene er.

Juster med ekstra ost efter smag.

torsdag den 10. november 2011

Smørstegt salvie

Superlækkert tilbehør til pasta - men husk at bruge rigeligt med smør...

Pluk temmelig mange salvieblade, da de svinder en hel del. Fjern store bladribber, smelt en stor klat smør på en pande og læg bladene på.

Smørret må ikke brune, og der tilsættes mere, hvis det ser tørt ud.

Skal stå og simre ved MEGET SVAG varme i 15-20 minutter, til bladene er sprøde, og de er derefter klar til at blive lagt ovenpå friskkogt pasta (gerne hjemmelavet) sammen med revet pecorino.