søndag den 31. maj 2015

Rouladebrød

Rouladebrød


Frit efter en picnickogebog, som jeg har haft i mange år :)

Brødet:

50 g gær
5 dl. koldt vand
1 spsk. sukker
1½ spsk salt
1 + 1 spsk olie
13-14 dl. hvedemel

Blandes og æltes grundt - jeg bruger min røremaskine og rører/ælter i 10 minutter - dejen skal være ret blød

Hæves på køl natten over

Fyld:

Kan varieres - men f.eks. semidried tomater, hvidløg og bagte peberfrugter, som har ligget i olie natten over, ost, skinke og friske basilikumblade

Dejen bredes ud til en firkantet plade - ca. 40 x 50 cm. Her er det en god idé med en siliconemåtte - jeg drysser et godt lag birkes ud på den, så det bliver rullet med ind i rouladen.

Fyldet fordeles ud over hele dejen, og den rulles forsigtigt sammen og flyttes til en bageplade. Pensles med sammenpisket æg og bages ½ time ved 225 grader.



søndag den 12. oktober 2014

Bladselleri med krydderurter

Ikke så meget en opskrift, da de fleste ingredienser kan udskiftes med noget andet, som man bedre kan lide :)

Men jeg skal spise mange bladselleri de næste par dage, da jeg ikke fik udsolgt på Farmers Market...

Jeg brugte:

1 bladselleri i skiver på 2-3 mm
1 grofthakket løg

Svitses langsomt i en smule olie under låg i et kvarters tid

Imens finder man en masse krydderurter - omkring 1 dl. Jeg brugte persille, timian, mynte, oregano

Krydderurterne hakkes fint sammen med 1 fed hvidløg og en mellemstærk chili - jeg brugte en moden Jalapeno. De blandes med 2-3 spsk. olivenolie og lidt salt.

Jeg havde en lille rest godt modnet cheddar, som jeg skar ud i grove tern.

Grønsagerne fik en håndfuld semidried tomater og lidt friske, der ikke kunne holde sig længere. Til sidst blev det hele blandet med krydderurterne og osten, og det blev serveret til et par gode økokrebinetter :)


tirsdag den 1. april 2014

Græskarlasagne med champignons

Jeg bagte græskartern med lidt olivenolie, chipotle og salt i 20 minutter ved 200 grader og blendede det derefter med ricotta. Det var alternativet til bechamelsaucen.

Godt med løg, godt med hvidløg, godt med svampe og salvieblade blev svedt godt og grundigt på panden, derefter fik det et lille skvæt hvidvin der fik lov at koge væk.

De to ting blev lagt skiftevis med lasagneplader, sidste lag var græskarsaucen. 3/4 time ved 200 grader, og resultatet var meget lækkert. Hvis man i modsætning til mig spiser ost, kan man jo overveje om der også skal sådan noget i :-)

Mængderne sådan cirka:
– ½ græskar på 20 cm i diameter uden kerner
– chipotle efter temperament, jeg brugte 1,5 tsk
– passende med salt og peber
– 400 g ricotta
– et kæmpeløg
– 4 store fed hvidløg
– en håndfuld salvieblade
– 500 g champignons
– ½ dl hvidvin
– ½ pakke speltlasagneplader

mandag den 24. februar 2014

Skvalderkålsdrik

De fleste af os har jo nok et par skvalderkålblade, som de ikke ved, hvad de skal bruge til - her er en idé:

Skvalderkålsdrik

½ liter afkølet grøn the
½ liter appelsinjuice
saften af en citron
2 tsk vanillesukker
masser af skvalderkål

Det hele blendes og sies.

torsdag den 10. oktober 2013

Squashæggekage med trompetsvampe

1 squash i normalstørrelse
5-6 æg
1 dl yoghurt eller andet surmælksprodukt
en håndfuld trompetsvampe
tomater efter smag, skåret i smalle både
salt, sukker, chili, peber, muskat

Riv squashen og lad den stege til al væden er fordampet, den må gerne blive let brun. Tilsæt en håndfuld strimlede trompetsvampe og steg videre nogle minutter. Rør æggene med yoghurt, slat, sukker og muskat (pog peber, hvis du ikke kan leve uden). fordel tomatbådene jævnt over det hele og hæld æggemassen over, Steg under låg og for svag varme til æggemassen er stivnet.

Smager godt med en hvidløgsdressing (pressede hvidløg, salt, creme fraiche og chili)

tirsdag den 27. august 2013

Sambal olek eller chilipasta


1,5 kg chili (brug den du har, smagen varierer naturligvis efter chiliens styrke)
2 dl æbleeddike
2 dl vand
2 spsk groft salt
1 spsk rørsukker
2 + 1 dl jomfruolivenolie

Skær stilkenden af chilierne og kværn dem i en foodprocessor. Kom chili, eddike, vand, salt og sukker i en gryde. bring den i kog og lad simre i 15 min. Tilsæt 2 dl olie og kog op igen. Hæld blandingen på glas og hæld olie på toppen af hvert glas, inden det lukkes.

Anvendes som smagssætter til alt muligt; fx frikadeller!

Jette

mandag den 19. august 2013

Kristines Chili/citrus-sirup



Ca. 3 dl.

En god håndfuld chili med citrusaroma (fx en blanding af Habanero Limon, Toftegårds Citronchili, Golden Cayenne og Criolla Sella)

Saft og skal af 2 øko citroner + 2 øko limefrugter

Ca. 1 dl vand

Ca. 200 g rørsukker + 2 spsk. Glukose (siruppen bliver gylden-karamelfarvet pga. rørsukkeret. Hvis du ønsker den mere lys, kan du bruge hvidt sukker i stedet for)







Tag stilkene af chilierne og hak dem i en hurtighakker, eller forsigtigt i en blender. De skal ikke blive fuldstændig findelt eller mos.

Kog alle ingredienser sammen i en gryde i ca. 10 – 15 min. alt efter hvor tyk du kan lide din sirup. Husk at siruppen tykner lidt når den køler af. Smag til om der skal mere sødt, surt eller stærkt i. Hvis du tilsætter mere chili eller sukker, skal du lige koge siruppen igennem i ca. 5 min. for at dræbe bakterier og/eller undgå sukkerkrystaller i siruppen.

Tag gryden af varmen og tilsæt atamon. Hæld på en ren flaske og sæt låg på med det samme.